Jeg er bange. Skræmt, er måske et mere passende ord. Jeg tror på virkeligheden, når jeg altså ikke drukner mig selv i fantasien. Første gang jeg mødte dig, var der noget der vendte sig indeni mig. En fascination, af anderledes karakter en normalt, der kun er blevet større med tiden. Den følelse fik mig til at være konstant opmærksom på mig selv, ubevidst. Jeg ønskede at du kunne se ind i mig, at du kunne mærke, at vi to kunne få noget ud af hinanden. Der er så meget jeg gerne vil udforske.
Jeg bed det i mig. Hvad jeg prøver at afholde mig fra har altid draget mig som en sindssyg. Hvor menneskeligt og simpelt, det skammer jeg mig ikke over. Men det er underligt og foruroligende som alt forekommer så flydende i mit univers for tiden. Ideer glider, og smutter gennem mine hænder, og jeg kan ikke nå at gribe dem. Har jeg mistet begæret, har jeg mistet min egen uovervindelighed, hvor er den eventyrer der altid lod begæret vokse, satte af fra kanten, og kastede sig fuldstændig hovedkulds ud i hvad end denne verden måtte bringe? Jeg er blevet ældre, kan jeg mærke. Jeg skal pludselig opføre mig som et selvstændigt individ der tager ansvar for sine handlinger, verden står stærkere og mere frygtindgydende for mit åsyn om morgenen end den nogensinde har gjort. Jeg skal ligge bånd på mig selv, tvunget, forstår du?
Du skal vide at der er noget ubegribeligt ved dig. Dine øjne. På den ene side er det som om at man indimellem kan se et glimt af den mest ægte følelse som gennemstrømmer din krop og dit sind, så det næsten er helt skræmmende, så let at tage og føle på, så brændende varmt. Andre gange, ganske tit, er det som om der er kommet et uigennemtrængeligt slør over dine øjne. Du besidder en utrolig styrke, du kan lige så stille og roligt trække scenetæppet for igen, når du selv vurdere at en situation måske er mere end du umiddelbart har lyst til at kaperer. Det har jeg aldrig oplevet hos et andet menneske før. Hvordan kan du gøre det? Jeg forstår dig ikke.
Jeg ved at den følelse jeg føler når jeg er sammen med dig, ikke er forelskelse, dyb fascination, men ikke forelskelse. Min frygt består af to instanser. Frygten, det skræmmende i at have mødt et menneske der rummer så utrolig meget, så selvstændigt, kontrolleret og sandfærdigt. Den anden frygt er en anelse mindre definerbar. Frygten for at du vil blive skuffet over mig, at du vil støde mig væk, og at vores samvær ville resultere i at jeg udviklede en større følelse for dig, og vi som følge af det bliver nødt til at trække os. Følelsesmæssigt er jeg ikke spor bekymret omkring dine følelser, jeg tror ikke at du nogensinde ville føle sådan for mig.
Jeg ønsker .. hvis jeg skal stoppe op i nuet, tage det hele ud af kontekst, som en bestræbelse på at slå det evigt trivielle og ensomme der hjemsøger mig om natten ihjel … så ønsker jeg intet mindre end at tage dig i hånden, stå med dig på klippen og kaste mig fuldstændig hovedkulds ud i nuet, sammen med dig. Jeg ønsker ikke at leve i mit eget tågede triste tankespind mere, jeg vil ikke lide selvmedlidenhedens død, jeg vil blot strege det hele ud for et øjeblik som skal føles som en evighed indtil vi bliver tvunget til at krybe tilbage, under klippen, bag vandfaldet, i ly for alt det der drager os, lade vandet overdøve impulserne og tvinge os til at kigge indad, der hvor det gør allermest ondt.
Spring med mig, jeg ønsker brændende at forstå dig.
