Jeg overgiver mig

Hun lader for alvor hjernen blive blød og varm af alkoholen, og kan pludselig mærke sit hjerte udenpå huden. Ubehageligt og dog stadig så bekræftende, så bekræftende, et kort rus af angst, den gode angst, den hun stræber efter, den der gør hende så evig og så levende. Det er som om hun vibrerer. Hårene på hendes bare arme rejser sig, hun griber om sig selv, bare for at mærke at hun stadig står solidt på gulvet. Hun har ramt den gyldne middelvej, som en linedanser har hun opnået den balance hun stræber efter hver weekend, hun er endnu ikke faldet ud over kanten, hun smiler for sig selv med lukkede øjne.

Dog er det som om at hendes egen berøring giver et ryk i hendes krop, hun vakler, og lander på sengen. Hun modstår trangen til at give slip på hendes hoved og trænge ind i den mørkeste søvn af dem alle – den uden drømme og fantasi. Hun sætter sig brat op på sengen, nikker kort af sig selv, som for at understrege hendes egen sejr og viljestyrke. Hun ønsker at være bedøvet, men hun ønsker ikke at give slip. Aftenens eskapader står klart for hende, trods tågede minder, men hun fortryder intet.

De næste sekunder af hendes nat er et virvar af farver, en dyb hviskende stemme i hendes øre efterfulgt af et tungt suk. Hans ansigt, hans mund, hans hænder, hans læber. Hun ligger ned. Hvordan kom hun derned? hun rynker panden, løfter sin krop et par centimeter, var det ham der fik hende til at snyde? Han presser hårdt og demonstrativt sin krop imod hendes, og hun overgiver sig. Hans fingre kærtegner hendes hals, hendes øjne svømmer, deres kroppe sitrer.

Med fugtige røde læber prøver hun et øjeblik at møde hans blik, se ham ind i øjnene men han undviger bevidst, lukker dem i stedet, kysser hende hårdt og koldt på halsen. Hun overgiver sig. Hans ru hænder kører hurtigt op under hendes kjole, hun bliver for alvor utryg et øjeblik, bizarre fastbrændte minder overtager hendes bedøvede hjerne, nervøs for at han vil opdage det, tager hurtigt, og måske lidt for resolut hans hånd og fører den op til hendes bryst.

Hun kan ikke bevæge sig meget. Han er snild til at tage hendes tøj af, hun beder med hæs stemme om dyne, men han hvisker at han bedre kan lide det uden. Det er som om at flammen giver genskær i hans pupiller. Hun overgiver sig. Han skænker det ikke en videre tanke, for han så ikke ind i hendes øjne.

De smelter sammen. Alt står stille. Et øjeblik af ekstase. Hans varme og klistrede krop frigører sig så fra hendes, og han glider om på siden med et lille suk af tilfredshed. Hun ligger forstenet og søvnløs på puden, ædru, og blinker tårerne væk fra hendes øjne, glasagtige øjne. Hendes hud er kold og hvid som porcelæn.

Hun overgav sig, han så slet ikke ind i hendes øjne.